Ved et barns fødsel skal faderskabet fastslås. Dette er for at sikre barnets rettigheder i forhold til bland andet at kende sin biologiske baggrund. Læs mere på personregistrering.dk og borger.dk
Hvis I er gift med hinanden bliver faderskabet automatisk registreret, og I skal ikke gøre noget da det hele sker automatisk.
Er i ikke gift med hinanden, skal der på borger.dk udfyldes en omsorgs-og ansvarserklæring. Dette skal gøres senest 28 dage efter fødslen. Hvis I allerede inden barnets fødsel har afgivet en omsorgs-og ansvarserklæring til Familieretshuset, skal i senest 28 dage efter fødslen aflevere den godkendte erklæring fra Familieretshuset til Kirkekontoret, Degnevej 1, 7160 Tørring. Såfremt kirkekontoret ikke har modtaget omsorgs-og ansvarserklæring inden for 28 dage overgår faderskabssagen til Familieretshuset.
Sådan gør du
- Log på borger.dk med dit MitID
- Klik på ‘Start’
- Hav følgende oplysninger klar: Den anden forælders CPR-nummer, navn, telefonnummer og e-mailadresse
- Se i spørgsmål/svar om du skal indsende nogle bilag til myndigheden (personregisterføreren).
- Udfyld erklæringen
- Signer med dit MitID.
Hvem kan afgive omsorgs- og ansvarserklæringen?
Både moren og faren kan udfylde erklæringen.
Hvilke bilag kan være relevante?
Hvis en forælder er fødselsregistreret i et anerkendt trossamfund eller i udlandet, vedlægges fødsels- og navneattest eller fødsels- og dåbsattest, også gerne kopi af pas.. Er morens civilstand ændret af en udenlandsk myndighed, vedhæftes attest e.l. Bemærk, at personregisterføreren kan forlange at få forelagt udenlandske dokumenter i original. Disse skal eventuelt være oversatte. Personregisterføreren kan også kræve at få forelagt anden dokumentation.
Hvordan skal den anden forælder underskrive erklæringen?
Den forælder der logger på borger.dk og begynder udfyldelsen, udpeger den anden forælder ved CPR-nummer og e-mailadresse. Når den forælder, der er logget på, har signeret erklæringen med sin MitID, sendes der en e-mail til den anden forælder.
Den anden forælder modtager derefter en e-mail, hvoraf der fremgår et link. Når der klikkes på linket, åbnes den indsendte og udfyldte erklæring op med MitID. Herefter skal den anden forælder også signere erklæringen.
Hvordan får du svar?
Du og den anden forælder modtager en afgørelse i jeres digitale postkasser.
Kan du afgive denne erklæring på en papirblanket?
Nej. Omsorgs- og Ansvarserklæring skal som udgangspunkt afgives digitalt. Kun hvis du eller barnets anden forælder er fritaget fra kravet om obligatorisk digital selvbetjening, kan du anvende papirblanketten.