Navneændring skal foretages på borger.dk
Det koster ikke noget at ændre navn i forbindelse med vielse, hvor der efter vielsen er navnefællesskab, samt for børn i forbindelse med forældres navneændring.
Du kan læse mere om navne og navneændring på borger.dk og på familieretshuset
Sådan gør du
- Log på borger.dk med dit NemID
- Klik på ‘Start’
- Hav følgende oplysninger klar: Din partners CPR-nummer, navn, telefonnummer og e-mail adresse samt dato for vielse og den myndighed, der skal stå for vielsen
- Udfyld ansøgningen
- Se i spørgsmål/svar om du skal indsende nogle bilag til myndigheden (personregisterføreren). Bilagene kan vedhæftes ansøgningen
- Signer med NemID.
Hvornår kan jeg ansøge om navneændring på bryllupsdagen?
Du kan søge om navneændring på bryllupsdagen, hvis du skal giftes, eller hvis du er blevet gift for mindre end 3 måneder siden. Derudover skal der ved navneændringen opnås en form for navnefællesskab.
Hvem kan udfylde ansøgningen om navneændring på bryllupsdagen?
Den af jer, der ønsker navneændring, kan udfylde ansøgningen om navneændring. Det vil sige, at hvis I begge ønsker at ændre navn, så skal I hver især udfylde en ansøgning.
Hvad koster det?
Det koster ikke noget at ændre navn i forbindelse med en vielse, hvis ansøgningen er indgivet senest 3 måneder efter vielsen, og der opnås en form for navnefællesskab. Hvis dette ikke er tilfældet koster navneændringen et administrationsgebyr.
Hvilke bilag kan være relevante?
Følgende bilag kan være relevante
- Er du fødselsregistreret i et anerkendt trossamfund skal du vedlægge fødsels- og navneattest.
- Er du udlænding og har fast bopæl i Danmark og har varig tilknytning til Danmark, vedlæg opholdstilladelse eller redegør for opholdets længde og formål.
- Søger du om en slægtnings navn, vedlæg fødsels- og navneattest eller fødsels- og dåbsattest for den pågældende slægtning og de mellemliggende slægtled.
Bemærk, at personregisterføreren kan bede om at yderligere bilag og om at få bilag forelagt i original.
Hvordan kan den anden part underskrive?
Du logger på borger.dk og starter udfyldelsen med at udpege ægtefællen med CPR-nummer og e-mail adresse. Når du har signeret ansøgningen med din NemID, sendes der en e-mail til din ægtefælle.
Din ægtefælle modtager derefter en e-mail, hvoraf der fremgår et link. Når der klikkes på linket, åbnes den indsendte og udfyldte ansøgning ved at du anvender din NemID. Herefter kan din ægtefælle også signere ansøgningen.
Hvorfor skal du oplyse ægtefællens CPR-nummer og e-mailadresse?
Du skal oplyse ægtefællens CPR-nummer og e-mailadresse for, at denne også kan komme til at signere digitalt på ansøgningen om navneændring.
Hvem behandler ansøgningen om navneændring på bryllupsdagen?
Når du har signeret ansøgningen, sendes den automatisk til personregisterføreren i dit bopælssogn. Hvis du er født i Sønderjylland, sendes din ansøgning til din fødekommune, som behandler din ansøgning om navneændring. Din ægtefælles signering sendes til samme sted. Personregisterføreren kan først behandle ansøgningen, når alle signeringer er modtaget. I har 14 dage til at signere ansøgningen. Derefter vil personregisterføreren behandle ansøgningen.
Hvordan får jeg svar?
Du modtager en afgørelse i din digitale postkasse. Der udstedes ikke attest. Hvis du får brug for en ny attest med dit navn på, kan den bestilles på personregistrering.dk
Kan jeg søge på en papirblanket?
Nej. Navneændring skal som udgangspunkt søges digitalt. Kun hvis du er fritaget fra kravet om obligatorisk digital selvbetjening, hvis ansøgningen skal til et anerkendt trossamfund eller hvis den ønskede navneændring ikke kan ansøges digitalt, kan du anvende papirblanketten.